OpenStreetMap Danmark fik i går en glædelig og supergod besked fra Geodatastyrelsen om, hvordan Geodatastyrelsens geodata skal krediteres, hvis deres geodata bliver brugt i OpenStreetMaps regi. Det har været en hel del tvivl i OpenStreetMap Danmark om, hvordan dette præcis skulle ske. Men nu er der en god og simpel løsning, som passer hånd i hanke med, hvordan OpenStreetMap allerede krediterer andre åbne geodatasæt verden over.
Geodatastyrelsen har mange forskellige geodatasæt og for at du kan kommme godt og hurtigt i gang, så tager jeg i dette blogindlæg udgangspunkt i det nemmeste geodatasæt, du som OpenStreetMap frivillig kan bruge til at gøre OpenStreetMap endnu bedre.
Hvis du går ind på siden “Vis Kort” – så vil du her se et Danmarkskort. Dette Danmarkskort er Geodatastyrelsens Skærmkort og dette hører også under de frie grunddata.
Lad os tage en case med søen “Nørreballe Nor” på Sydlangeland. Jeg zoomer ind på området på “Vis Kort” siden.
Jeg kigger på dette samme område i OpenStreetMap og opdager at søen ikke er blevet navngivet endnu i OpenStreetMap i forhold til “Vis Kort” siden.
Jeg åbner så et OpenStreetMap redigeringsværktøj – i dette tilfælde her “Potlatch 2″ – jeg markerer søens polygon ud og går så til venstre side og indsætter “Nørreballe Nor” i “Name” feltet.
Jeg går nu ind i “Details” menuen og under “Source” feltet indsætter jeg følgende “Geodatastyrelsen – Skærmkort – 2013”
Her er så syntaksen til, hvordan der kan krediteres, hvis man benytter dette geodatasæt. Geodatastyrelsens Skærmkort er godt til at tjekke i ens nærområde, om man måske har overset stednavne på forskellige typer af geografiske objekter (Læs mit indlæg om stednavnedatabasen SNSOR) i OpenStreetMap. Jeg gemmer mit arbejde og kort tid efter dukker nu stednavnet “Nørreballe Nor” op på OpenStreetMap (interaktivt kort her).
Nu skal du ikke bare bevistløst tage stednavne fra Geodatastyrelsens Skærmkort. Fx hvis en OpenStreetMap frivillig har navngivet en skov A og det på Geodatastyrelsens Skærmkort hedder så Skov B, så skal du ikke erstatte det med “Skov B” per automatik. Du skal kontakte vedkommende, der har navngivet “Skov A” og sige, der nok er en konflikt her. Sammen kan I så løse og opklare, hvad egentlig det rigtigte navn er. Dette kan godt være et større detektivarbejde, og det er ikke altid sikkert, at Geodatastyrelsen har ret med hensyn til stednavnet.
Geodatastyrelsen er naturligvis interesseret i disse stednavne konflikter og der arbejdes på, hvordan udveksling af geodata fra OpenStreetMap til Geodatastyrelsen kan ske ved disse stednavnekonflikter.
NB – selvfølgelig skal du så ikke skrive “NØRREBALLE NOR” i OpenStreetMap, fordi det står sådan på Geodatastyrelsens Skærmkort som i mit ovenstående eksempel.
Det geodatasæt som vil bringe OpenStreetMap mest værdi og nytte (mit eget personlige synspunkt) er det landsdækkende luftfoto kaldt “FOT ortofoto”, som er i 10 cm opløsning og lavet i foråret 2012. Se preview nedenfor af Cirkusbygningen i København (i stort format her). Bemærk hvilken god opløsning det er.
OpenStreetMap frivillige vil nu meget tydeligt kunne se mindre objekter i landskabet fx cykelstativer, petanquebaner,informationstavler osv og så indsætte disse geografiske objekter. Disse luftfotos vil være klar i løbet af foråret. Jeg skal nok skrive om dette når det går live.